Blogmasteren hos Cabana har søgt mod nye blogmarker, og det er kommet mig til ære at tage over hvor han slap. Det glæder jeg mig til, og med et stormende efterår i udsigt er jeg begejstret for at skulle tage fat på den opgave der ligger i at opdatere, vedligeholde og administrere Cabanas blog.
Du kender det helt sikkert; en ny spændende udfordring, en masse tanker og ideer der helst skal præsenteres og sættes i værk med det samme. Det sprudler i mit hoved med indlæg, tiltag, designs, widgets, links og Facebook-forbindelser. Nu skal I bare se hvad jeg kan!
Forventningsfuldt finder jeg login-vinduet til bagsiden af bloggen frem, og indtaster brugernavn og adgangskode. Internettet tænker. Succes - nu skal der blogges!
Men ak. Det roder. Det roder frygteligt. Kategorier, billeder, tags, sider, plugins, kommentarer og al slags indhold hober sig op og kæmper om min opmærksomhed. Er det i brug? Bliver det læst? Hører det til et sted? Er der en grund til at der er to versioner af det samme billede - og hvor kan jeg finde ud af det? Der ligger en rapport i både Word og PDF format - det virker som dobbelt op, men er der mon et formål med det? Vi er otte der har administrator-rettigheder - er det hensigtsmæssigt? Hvem har ansvaret? Hvem bestemmer og hvem skal jeg spørge?
Mavepuster
Det er en mavepuster af rang. Som at løbe ind i en usynlig mur - nu var jeg jo lige opsat på at få det hele til at ske. Skabe noget - og så kan jeg ikke engang få overblik. Suk.
Men så må jeg jo være min nye titel voksen og sørge for at finde tid til at danne mig et overblik, lave nye retningslinjer og rydde grundigt op i hvem der har adgang og ikke mindst, hvilket indhold der stadig er i brug. Et tilbageslag bestemt, men jeg ved det kan lykkes. For der er nemlig en pointe inde bag alt dette: Ryd op. Nu.
For når det roder i dine systemer, stjæler det din energi, eller endnu værre, dine kollegers energi, når de skal overtage eller samarbejde med dig. Og det er ligegyldigt om det er AD’et, Sharepointen, H-drevet, nøgleordene, Dropbox’en, Outlook, CMS’et eller noget helt andet. Rod er demotiverende og sætter en kæp i hjulet for at der bliver skabt og udviklet noget.
Derudover er det en ond spiral, som løber afsted ud i en organisation. Hvis kollegerne slækker på at følge de opstillede retningslinjer, falder flere af på den, og så forsvinder overblikket og demotivationen sætter ind. Det forringer søgning, nedsætter hastigheder og svartider, besværliggør fejlretninger og opgraderinger. Ting bliver væk og pludselig går det ud over en kunde eller et vigtigt projekt. Og så er det for alvor træls - for ikke at snakke om dyrt.
Disciplin
Den manglende trang til at holde disciplinen opstår typisk når vi har travlt. Så siger vi: “det ordner jeg lige senere” til os selv, og glemmer så ofte alt om det. Vi glemmer også, at andre kommer efter os, og forventer at kunne finde dét de skal bruge. Udfordringen er, at det er sjældent vi kan afsløres i vores cybersløseri, på samme måde, som vi kan blive opdaget, hvis vi ikke sørger for nyt papir på toilettet eller sætter tallerkner og kopper på plads i køkkenet.
Og hvor det er helt normalt og ofte set, at der står sedler og beskeder om, hvordan “køkkenkulturen” er mht. brugte kopper osv., så er de slet ikke så udbredt i vores virtuelle systemer. Men det bør de være. Vi bør have retningslinjer og best practices nedskrevet på et tilgængeligt sted. Det skal være nemt at forstå, og simpelt at følge. Så er det meget nemmere at efterleve.
For selvom der er værktøjer til at trawle igennem tekster, links og billeder og lave en automatisk oprydning, så slår det ikke en vedholdende og respekteret datadisciplin. Det lyder måske lidt kedeligt og tidskrævende, men det sparer tid og ikke mindst kræfter, hvis vi alle løfter det sammen.
Så mit budskab er simpelt: Ryd op. Nu. Og hele tiden.
PS. Hvis du har et godt bud på, hvordan det kan blive sjovere at bevare en høj datadisciplin, så lytter jeg i kommentarsporet.
